Læs nyhedsbrevet på nettet
Aarhus University

Institut for Fysik og Astronomi

Uge 4/2021

Newsletter in English

Indbrud i biler

Der er desværre stadig indbrudsforsøg i biler på p-pladsen.
I går den 25. januar kl. 16:22 blev der observeret en person på scooter, der kiggede ind i alle vinduer i bilerne. Flere årvågne medarbejdere nåede at tage et billede af personen, men der var ikke nummerplade på scooteren.

Lad derfor ikke værdigenstande ligge i din bil – heller ikke jakker, tomme tasker eller poser! Meld alle observationer ind til Heidi i Informationen på heidi.pedersen@phys.au.dk, så vi kan melde det til vagtværn og politi samt advare de andre nærliggende institutter.

HUSK LABORATORIESIKKERHEDEN

IFA er en arbejdsplads, hvor der arbejdes med mange potentielt farlige ting i laboratorierne (f.eks. lasere, højspænding, stråling, kemikalier, kolde væsker, brandbare gasser). Derfor er det vigtigt, at du orienterer dig om sikkerheden og deler informationen med dem, du har ansvaret for, f.eks. nye udenlandske studerende, gæster og medarbejdere i forhold til laboratoriesikkerhed.

Du kan finde IFA’s hjemmeside om sikkerhed her:  phys.medarbejdere.au.dk/arbejdsmiljoe-og-sikkerhed/

Her er der bl.a. en folder om laboratoriesikkerhed: 
phys.medarbejdere.au.dk/fileadmin/site_files/arbejdsmiljoe/safety_folder3.pdf

Damarks Grundforskningsfonds Fotokonkurrence 2021

AU har igen i år fået en henvendelse fra Danmarks Grundforskningsfond om at deltage i deres fotokonkurrence. I inviteres derfor til at indsende billeder og derigennem bidrage til videnskabelig formidling rettet mod et bredere publikum.

Indsendte billeder skal ikke produceres med formålet at ’ligne kunst’, men i stedet frembringe følelser, nysgerrighed og undren, samtidigt med at billedet beskriver en videnskabelig proces eller viser et objekt relateret til forskningen.

Der er åben for indsendelse af fotos frem til 1. februar 2021. Læs mere her: https://dg.dk/dgs-fotokonkurrence-2021-er-aaben-for-indsendelse-af-fotos/

Foto: Danmarks Grundforskningsfond

DeiC Webinar: EuroHPC’s nordiske supercomputerflagskib

D. 4. februar kl. 10-11 afholder DeiC et webinar med præsentation af EuroHPC’s nordiske supercomputerflagskib.

I dette webinar vil Pekka Manninen, programdirektør hos CSC, præsentere de tekniske detaljer i LUMI-infrastrukturen og computerens store værdi og potentiale for mange forskningsmiljøer samt diskutere, hvordan man forbereder sig til systemet.

Det er gratis at deltage, og du kan læse mere og registrere dig her

Webinar: ARBEJDS- OG OPHOLDSTILLADELSER

D. 25. februar kl. 9:00-10:00 kan du lære mere om regler og procedurer for opholds- og arbejdstilladelser til ph.d.-studerende, forskere og gæsteforskere.

IAS informationsmøde om arbejds- og opholdstilladelser

Mindeord for Erik Lægsgaard

Lektor emeritus Erik Lægsgaard døde lørdag 16/1/21 i en alder af 79 år.

Erik Lægsgaard blev ansat i 1965, som nyuddannet teknikumingeniør, på det daværende Fysiske Institut af professor Karl Ove Nielsen, og arbejdede på instituttet frem til sin pensionering som 70-årig i 2011. Under sin ansættelse overgik Erik til en stilling som lektor i fysik. Erik deltog og bidrog igennem hele sit professionelle virke meget til instituttets forskning, instrumentering og undervisning, bl.a. sammen med professor Jens Ulrik Andersen og mange andre.

Erik underviste gennem mange år, specielt i elektronik, og udviklede mange eksperimentelle øvelser, især elektronikøvelser. Erik udviklede bl.a. et digitalelektronikkursus, som også med stor succes og morskab blev afholdt for både teori- og eksperimentalVIP’er.  Også to IT-kurser for de førsteårsstuderende i Teknisk Fysik udviklede og afholdt han. Erik kendte accelerator-parken ud og ind, og dermed også acceleratorernes anvendelser inden for atomar spredning og ladede partiklers passage gennem stof. Han var specielt aktiv inden for streng-effekten, "channeling", dels vedrørende de fundamentale aspekter, dels også anvendelser til bl.a. lokalisering på atomart plan og levetidsmålinger af fissionskerner. Erik var i den forbindelse  iCanada, Chalk River hos Jim Forster, der senere blev en hyppig gæst på IFA (Institut for Fysik og Astronomi) i samarbejde omkring kernefysik.

Adskillige IFA-succeser kan i udstrakt grad tilskrives Erik. Han var interesseret og yderst kompetent inden for alle former for teknik, elektronik og software. Derfor var han også en medvirkende kraft til introduktionen og udviklingen af Instituttets NORD-computer systemer, og den senere introduktion af mikrocomputere, bl.a. dataopsamlingscomputere kaldet MIMI til både undervisning og eksperimenter.
Erik var specielt bruger af 5-MeV acceleratoren, som var bygget til også at kunne køre negativ polaritet og dermed kunne levere stråler af elektroner. Med 5-MeV’en var IFA derfor i begyndelsen af 1980erne meget hurtigt med og snart førende inden for den nyopdagede channelingstråling. Da Scanning Tunnel Mikroskopet (STM) blev opfundet, var Erik en oplagt person til at udvikle det såkaldte Aarhus STM, der i mange år har været verdensførende og blev produceret og udbredt af et udenlandsk firma. Han var en drivkraft dels, hvad elektronik angår, men også den mekaniske opbygning sammen med Vagn Toft og andre. Erik’s helt store styrke var hans enestående dygtighed og kreativitet i laboratoriet. Hvis et nyt fænomen skulle udforskes, ville Erik altid finde en elegant og snedig måde at designe, bygge og udføre et eksperiment på. Så uanset om emnet var observation af channelingstråling eller arbejdet med scanning tunneling mikroskopi, eller et af de mange andre projekter Erik var involveret i, så var det altid sjovt og inspirerende at snakke og diskutere med ham. Og Eriks dedikation til Aarhus var stærk: selv forsøg på at få ham til Boston på sabbatical blev der takket pænt nej til; han ville blive i Aarhus, hvor han var en meget vigtig del af det stærke videnskabelige miljø.

Vi husker Erik fra mange sammenhænge, og altid som en glad og optimistisk kollega med en usædvanligt fin, konstruktiv indstilling: der fandtes stort set ikke et problem han ikke var villig til at hjælpe med. Han bidrog i betydelig grad til de mere teknisk orienterede studenter-projekter, som f.eks. i studenter-kollokvier eller den endnu operationelle myon-øvelse, som illustrerer et vigtigt aspekt fra relativitetsteorien. Derudover var han en stor bidragsyder til det sociale på instituttet i form af fremstilling af f.eks. lotto-programmer, vedligehold af musikanlæg og skrivning af mere eller mindre vovede fællessange i forbindelse med arrangementer i personaleforeningen. Og han formåede også at hjælpe med næsten alt, præget af sin egen tilgang, der selv i spørgsmål om f.eks. mekaniske indretninger altid blev drejet over i analogier fra elektronikken. Han var både yderst dygtig og behagelig at være sammen med, og han har efterladt sig mange spor på IFA.

Erik Lægsgaard blev bisat fredag d. 22/1/21 kl. 13 fra Frederikskirken i Skåde, men grundet corona kunne kun inviterede deltage.

Allan H. Sørensen, Lene Vestergaard Hau, Søren Pape Møller og Ulrik I. Uggerhøj.

BÆREDYGTIGHED PÅ IFA - GRØNNE TIPS

Drop sølvpapiret

Drop sølvpapiret til madpakken og skift det ud med fx madpapir eller Beeswax Wraps. En madpakke i sølvpapir udleder 30 gange mere CO2 end en madpakke i madpapir! (https://gogreendanmark.dk/10-tricks-baeredygtighed-hverdagen/)

Illustration: Colourbox.dk

GUIDE I TILFÆLDE AF SMITTE MED COVID-19

Hvad skal du gøre, hvis en studerende er smittet med COVID-19, eller hvis du selv har mistanke om at være smittet?

Det er vigtigt, at alle er informeret om procedurerne for at undgå fejl, misforståelser og unødigt dobbeltarbejde. Derfor bedes du læse mere her om, hvem der har ansvar for hvad (underviser, dig selv, nærmeste leder…): https://nat.medarbejdere.au.dk/arbejdsmiljoe-og-personaleforhold/arbejdsmiljoe/corona/guide-til-medarbejdere-smitteberedskab/

Som noget nyt kan du også finde de opdaterede smittetal for IFA og NAT her: https://nat.medarbejdere.au.dk/arbejdsmiljoe-og-personaleforhold/arbejdsmiljoe/corona/smittestatus-paa-nat/

smittestop app

Har du fået downloaded smittestop app'en?

Hvis ikke, vil vi opfordre dig til at gøre det, og dermed være en aktiv spiller i smitteopsporing.

Download "smittestop" i app store eller Google Play.

Illustration: smittestop.dk

Information om corona


Alle medarbejdere og studerende skal løbende holde sig orienteret om AU's corona-situation fra: https://medarbejdere.au.dk/corona/

FRAVÆR PGA. Corona | COVID-19

AU har mulighed for at få sygedagpengerefusion, hvis medarbejderens uarbejdsdygtighed skyldes covid-19.
Så hvis du er syg grundet coronavirus, er det vigtig at du melder dit fravær ind til mig med denne information.
Følgende situationer er ikke omfattet af den udvidede mulighed for sygedagpengerefusion:

  • Medarbejdere med covid-19, som ikke er uarbejdsdygtige – dvs. de arbejder fuldt ud derhjemme
  • Medarbejdere i hjemmekarantæne som ikke er uarbejdsdygtige – dvs. de arbejder fuldt ud derhjemme
  • Medarbejdere, der tilhører grupper, hvor sundhedsmyndighederne anbefaler, at disse bliver mest muligt hjemme for at beskytte dem mod en generel smitterisiko, fx fordi personen tilhører en udsat gruppe
  • Medarbejdere der er sendt hjem af AU, fordi nærmeste leder selv har vurderet, at der foreligger smittefare

Hvis medarbejderen arbejder helt/delvist hjemmefra, vil refusionen således bortfalde helt/delvist.
Hold jer sunde og raske. Og pas på jer selv og på hinanden.
Tak/ Heidi Pedersen heidi.pedersen@phys.au.dk

Illustration: Sundhedsstyrelsen

OPSLAG

Opslag

Løbende frist
Innovationsfonden – InnoBooster
AUFF Starting grant, i forbindelse med international rekruttering
AUFF Faglige aktiviteter på Sandbjerg Gods
AUFF Forskningsophold i Møllehuset
Carlsbergfondet - Konferencer

Januar 2021
Horizon Europe GREEN DEAL Cross Cutting Activities 26.01.2021
Novo Nordisk Fonden, Start Package Grant for faculty recruitment 27.01.2021
Novo Nordisk Fonden, New Exploratory Research and Discovery (NERD) Programme 28.01.2021

Februar 2021
Innovationsfonden, Innoexplorer, 03.02.2021
Novo Nordisk Fonden, Research Infrastructure - Large equipment and facilities 04.02.2021
Novo Nordisk Fonden, Visiting Scholar / Visiting Postdoc Fellowships at Stanford Bio-X 17.02.2021

LEDIGE STILLINGER VED INSTITUTTET

NYHEDSBREVE

Nyhedsbrevet kan ikke afmeldes