Kære alle på IFA.

Her på den sidste dag inden jul vil jeg gerne sige tusinde tak for et godt 2016 og for stor indsats på hver jeres område på Instituttet.

Vi har lov til at være stolte af IFA (uden at blive selvfede), for vi har et godt Institut med et godt sammenhold. Det kommer ikke af sig selv, så det er noget vi til stadighed må værne om. Vi er et stærkt Institut både forskningsmæssigt og hvad uddannelse angår. Dette kan kun lade sig gøre med engagerede medarbejdere på alle fronter.

Jeg ser frem til et nyt spændende år. Mange har fået flotte fondsbevillinger som giver basis for stabil ’drift’ og nytænkning. Andre må desværre til stadighed kæmpe med lave bevillingsrater hos fondene. Det er klart mit ønske og håb, at alle må have succes i det nye år.

Vi får nye undervisningsrammer næste år, og vi har allerede dette på plads i store træk. Det har været udfordrende, men også vist, at vi trods individuelle ønsker, kan sætte os sammen og lave en god uddannelse for vore studerende. Det er vigtigt at vi tager ansvar for at formidle fysik og astronomi i et samlet og solidt undervisningsforløb. Det skylder vi vores studerende, der komme til at bygge deres karrierer på kompetencer fra IFA. 

 

Rigtig Glædelig Jul,

Lars